Højttaleren er der, hvor lyden bliver til
Alt andet i et PA-anlæg handler om at forberede et elektrisk signal. Højttaleren er det eneste led, der faktisk flytter luft, og derfor er det også her, de største forskelle i lydkvalitet opstår. To anlæg med samme mixer og samme mikrofoner kan lyde vidt forskelligt, alene fordi højttalerne er forskellige – eller fordi de står forskelligt.
På denne side gennemgår vi de typer, du oftest møder, de tal, der står i databladet, og de principper for placering, der gælder uanset budget.
De almindelige typer
Fullrange-tops
Den klassiske PA-højttaler er et trapezformet eller kasseformet kabinet med en basenhed på 8, 10, 12 eller 15 tommer og et diskanthorn ovenover. Den kaldes fullrange, fordi den kan spille hele frekvensområdet til tale og det meste musik alene. Kabinetterne har som regel en flange i bunden, så de kan sættes på et højttalerstativ, og mange kan også lægges ned og bruges som monitor.
En 10" eller 12" top er det mest alsidige valg til tale og akustisk musik i lokaler op til et par hundrede personer. En 15" top giver mere bas, men er tung og ofte mindre præcis i mellemtonen.
Subwoofere
En subwoofer er bygget til at spille de dybeste toner – typisk fra omkring 40–50 Hz og op til 100–120 Hz, hvor toppene tager over. Delefilteret sørger for, at hver højttaler kun får det, den er bedst til. Det giver to gevinster: Musikken får fylde og tryk, og toppene slipper for at arbejde med dyb bas, så de spiller renere i mellemtonen. Til ren tale er en subwoofer sjældent nødvendig; til dansemusik er den næsten altid det. Se også placering af subwoofere.
Søjlesystemer
Søjlesystemer består af en smal søjle med mange små enheder over hinanden, monteret på en subwoofer. De er populære til selskaber, foredrag og mindre koncerter, fordi de er lette at sætte op, fylder lidt visuelt og spreder lyden bredt vandret, men smalt lodret. Det betyder mindre lyd mod loft og gulv og ofte bedre taleforståelighed i rum med hård akustik.
Monitorer
Monitorer – også kaldet kiler eller wedges – ligger på scenegulvet og peger op mod de optrædende. De skal ikke lyde godt for publikum, men gøre det muligt for sangere og musikere at høre sig selv og hinanden. Alternativet er in-ear-monitorer, som næsten eliminerer feedbackrisikoen fra monitorerne, men kræver mere udstyr og vane.
Aktive og passive højttalere
En aktiv højttaler har indbygget forstærker og delefilter; en passiv skal have en ekstern forstærker. Langt de fleste nye højttalere til mindre anlæg er aktive, og det er som regel det enkleste valg for foreninger, bands og private. Vi har uddybet forskellene i aktive eller passive højttalere.
Sådan læser du databladet
Producenternes datablade er fyldt med tal, og ikke alle er lige nyttige. De vigtigste er:
| Specifikation | Hvad den fortæller | Hvad du skal være opmærksom på |
|---|---|---|
| Maks. lydtryk (max SPL) | Hvor højt højttaleren kan spille, i dB | Ofte målt som kortvarig spidsværdi. Sammenlign kun tal målt på samme måde. |
| Frekvensområde | Hvilke toner den gengiver | Se efter tolerancen (fx ±3 dB). Uden tolerance siger tallet ikke meget. |
| Spredning | Hvor bredt lyden spredes vandret og lodret, fx 90° × 60° | Bred spredning dækker mange, smal spredning når længere og giver mindre refleksion. |
| Effekt (watt) | Forstærkerens eller enhedens effekt | Det mest misbrugte tal. "Peak"-watt kan være flere gange højere end kontinuerlig effekt. |
| Følsomhed | Lydtryk ved 1 watt på 1 meters afstand (passive) | 3 dB højere følsomhed giver samme lydtryk med halvt så meget forstærkereffekt. |
Hvis du vil forstå, hvorfor watt og decibel ikke følges ad på den måde, man skulle tro, så læs hvor mange watt skal du bruge? og lydtryk og decibel forklaret.
Placering: den gratis opgradering
Den bedste investering i god lyd er ofte ti minutter brugt på at flytte højttalerne. Nogle grundregler:
- Hæv toppene. Diskantenheden skal sidde over hovederne på publikum, typisk i 1,8–2,2 meters højde. Diskant bliver nemt dæmpet af de forreste rækker, og så hører de bagerste kun mumlen.
- Ret dem mod publikum, ikke mod væggen. Lyd, der rammer en hård bagvæg eller et vinduesparti, kommer tilbage som ekko og gør tale svær at forstå.
- Hold dem foran mikrofonerne. Mikrofoner må ikke stå i højttalernes lydfelt. Det er den vigtigste regel mod feedback.
- Symmetri hjælper. Placer venstre og højre side ens i forhold til scenen og rummet, så lyden ikke trækker skævt.
- Tænk på de forreste rækker. Dem, der står tættest, får det højeste lydtryk. Lidt afstand mellem højttaler og første række er god skik – også af hensyn til hørelsen.
Rummet spiller med
Et rum med bare vægge, stengulv og store vinduer forlænger lyden, så ord og toner flyder sammen. Tunge gardiner, tæpper, polstrede stole og – ikke mindst – mennesker dæmper efterklangen. Derfor lyder et anlæg ofte bedre under arrangementet end under lydprøven i et tomt lokale. Skru ikke diskanten op i det tomme rum for at kompensere; justér hellere en smule, når gæsterne er kommet.
I meget rungende lokaler er det bedre at bruge flere små højttalere tættere på publikum end to store, der skal råbe over hele rummet. Søjlesystemer er også et godt bud her.
Sikkerhed ved opstilling
Højttalere på stativ har et højt tyngdepunkt. Sørg for, at stativet står på et plant underlag med benene helt slået ud, at låsestiften sidder i, og at kablerne er tapet ned eller lagt, så ingen falder over dem. Stativets maksimale belastning står på mærkaten eller i manualen – overhold den. Udendørs skal stativer sikres mod vind med sandsække eller tilsvarende.
Kort sagt
Vælg højttalere ud fra rummet, publikum og indholdet – ikke ud fra det største wattal. Sæt dem højt, foran mikrofonerne og rettet mod publikum, og brug ørerne, når rummet er fyldt. Så er du nået langt. Fortsæt med mixer og mikrofoner, eller se hvordan et PA-anlæg hænger sammen. Den grundlæggende fysik bag højttalerenheden er beskrevet i Wikipedias artikel om højttalere.