Hvad er et PA-anlæg?
PA står for public address – oprindeligt de anlæg, der skulle få en talers stemme ud til en forsamling. I dag bruges ordet om alt fra en enkelt aktiv højttaler med en mikrofon i til de store systemer, der hænger over en festivalscene. Princippet er det samme i begge ender af skalaen: Et svagt signal fra en mikrofon, en guitar eller en telefon bliver samlet, justeret, forstærket og sendt ud gennem højttalere, så et publikum kan høre det tydeligt.
Det lyder enkelt, og det er det også, når man kender kæden. De fleste problemer med dårlig lyd – hyletoner, brummen, uforståelig tale eller musik, der lyder tynd – skyldes, at ét led i kæden er sat forkert op. Denne side gennemgår leddene i rækkefølge, så du ved, hvor du skal kigge.
Signalkæden fra kilde til øre
Et PA-anlæg kan beskrives som en kæde med fem led:
- Kilder – mikrofoner, instrumenter, computere, telefoner og afspillere.
- Mixer – samler kilderne, justerer niveau og klang og fordeler signalet.
- Signalbehandling – equalizer, kompressor, delefilter og eventuelt effekter. Sidder ofte i mixeren eller i højttalerne.
- Forstærkning – gør signalet kraftigt nok til at drive højttalerenhederne.
- Højttalere – omsætter det elektriske signal til lydtryk i rummet.
Rækkefølgen er vigtig, fordi signalet ændrer karakter undervejs. En mikrofon leverer et meget svagt signal, et såkaldt mikrofonniveau. Mixerens forforstærker hæver det til linjeniveau, som er det niveau, mixere, effekter og aktive højttalere taler sammen på. Først i det sidste led bliver signalet til den effekt, der kan flytte en højttalermembran. Hvis du sætter en mikrofon direkte i en linjeindgang, eller en telefon i en mikrofonindgang, får du enten næsten ingen lyd eller en overstyret, forvrænget lyd.
Kilderne: mikrofoner og afspillere
Til tale og sang bruges oftest dynamiske håndholdte mikrofoner, fordi de tåler hård behandling og er forholdsvis ufølsomme over for lyd fra siden og bagfra. Kondensatormikrofoner er mere detaljerede og bruges blandt andet til akustiske instrumenter og kor. Forskellen gennemgår vi i artiklen om dynamiske og kondensatormikrofoner.
Musik fra en computer eller telefon kommer ind på linjeniveau, typisk via et minijack-kabel eller en lille DI-boks. DI-boksen er værd at kende: Den laver et ubalanceret signal om til et balanceret, så det kan løbe gennem et langt kabel uden at samle brum op. Mere om det i guiden til kabler og stik.
Mixeren: anlæggets centrum
Mixeren er der, hvor lyden bliver formet. Hver kilde får sin egen kanal med forstærkning (gain), equalizer, eventuelt send-knapper til monitorer og effekter, og til sidst en fader, der bestemmer, hvor meget kanalen fylder i det samlede mix. Den vigtigste indstilling er gain: Er den for lav, skal du skrue resten af kæden op og får mere sus; er den for høj, forvrænger kanalen, før du overhovedet har rørt faderen.
Små anlæg har en analog mixer med 4–12 kanaler eller en lille digital mixer, der styres fra en tablet. Digitale mixere har den fordel, at indstillinger kan gemmes og hentes frem igen, og at der er equalizer, kompressor og effekter indbygget på hver kanal. Se mixer og mikrofoner for en grundig gennemgang.
Forstærkning: aktivt eller passivt
Tidligere bestod et PA-anlæg næsten altid af passive højttalere og separate effektforstærkere. I dag er de fleste mindre og mellemstore anlæg bygget af aktive højttalere, hvor forstærker og delefilter sidder inde i kabinettet. Det gør opstillingen enklere: Et linjesignal fra mixeren og et strømkabel, så spiller den. Passive systemer har stadig deres plads i faste installationer og i større systemer, hvor forstærkerne står samlet i et rack. Fordele og ulemper gennemgår vi i aktive eller passive højttalere.
Højttalerne: front, sub og monitor
Et typisk anlæg har tre slags højttalere:
- Fronthøjttalere (også kaldet tops) står på stativ ved siden af scenen og spiller mellemtone og diskant – og bas, hvis der ikke er subwoofer.
- Subwoofere står på gulvet og tager sig af de dybeste toner. De gør musik fyldig, men er sjældent nødvendige til ren tale.
- Monitorer peger mod de optrædende, så de kan høre sig selv. Uden monitorer synger mange for højt eller falsk, fordi de ikke kan høre, hvad der sker.
Placering betyder ofte mere end hvilket mærke, der står på kabinettet. Fronthøjttalere skal stå foran mikrofonerne og pege væk fra dem, og diskantenheden skal helst sidde over publikums hoveder, så lyden når hele vejen bagud. Læs mere på siden om højttalere og i artiklen om placering af subwoofere.
Hvor stort skal anlægget være?
Det mest almindelige spørgsmål er, hvor mange watt der skal til. Svaret er, at watt alene siger meget lidt. Højttalerens følsomhed, rummets størrelse og akustik, publikums antal og om det er tale eller dansemusik, betyder langt mere. En tale for 60 personer i et forsamlingshus kræver noget helt andet end en fest med DJ for samme antal. Vi har samlet tommelfingerreglerne i hvor mange watt skal du bruge?, og hvis du vil forstå decibel-skalaen bag, så start med lydtryk og decibel forklaret.
Typiske fejl og hvordan du undgår dem
- Højttalerne står bag mikrofonerne. Det er den hyppigste årsag til hyletoner. Flyt højttalerne frem eller mikrofonerne tilbage. Se sådan undgår du feedback.
- Gain er sat efter øret i stedet for efter meteret. Lad den, der skal tale, sige et par sætninger i normal styrke, og indstil gain, så kanalens meter ligger komfortabelt under det røde område.
- Ubalancerede kabler over lange afstande. Brug XLR-kabler eller DI-bokse, når der er mere end et par meter mellem kilde og mixer.
- Alt skrues op på én gang. Byg mixet op én kanal ad gangen, og tænk på samlet lydniveau – både for publikums og for din egen hørelses skyld. Se lydniveau og hørelse.
Næste skridt
Hvis du skal stå for lyden til et konkret arrangement, er lyd til arrangementer et godt sted at fortsætte. Her gennemgår vi planlægning, tjeklister og lydprøve fra start til slut. Vil du læse mere om teknikken bag de enkelte led, har Wikipedia artikler om højttalere og effektforstærkere.